Dit Øje brast, din Læbe tav, Dit Hjerte standsede sit Slag, og aldrig mere skal Du se, den mørke Nat, den lyse Dag. Og aldrig skal Dit Øre mer fornemme Ord af jordisk Mund, Din travle Haand er bleven stiv, Dit Legem strakt i Dødens Blund. Det frie Land, den stille Skov, og Skrænten ved den aabne Strand og Solens Leg med Bøgens Blad der spejler sig i Aaens Vand. Det gyldne Korn, den grønne Eng, den lille Blomst ved Markens Sti alt er for evigt lukt for Dig er kun et stort og tungt "Forbi" Nu er din Malerkasse lukt Palettens Farver tørret ind, og hvad Du gav med ødsel Haand er spredt omkring for Vejr og Vind. Dog - hvert et Lærred taler om, at var Du tit en Fugl i Bur, saa var Du dog en anden, naar Du leved med den frie Natur. I den var Du først helt Dig selv, den var Din Trøst, Din bedste Ven, og aldrig var Du større end, naar helt til den Du gav Dig hen. Nu er Din Malerkasse lukt, Din travle Haand er bleven stiv, og Dødens kolde Finger skrev det sidste Punktum for Dit Liv. Emil Rønnow