I 1820erne var der ved Domkirken en Graver og Ringer ved Navn Jens Poulsen. Der fortaltes om ham, at han samlede Ben og ikke omhyggeligt nok eftersaa om det var Kreaturben eller Menneskeben, han gjorde i Penge. Men han var iøvrigt en skikkelig Fyr, trofast og ærlig, og Domkirken havde i mange Aar god Nytte af Jens Klokker. Men med en stor Familie og en ringe Løn var det ikke let for ham at leve, og det, der dulmede Modgangen, men tillige svækkede hans sunde Forstand, var naturligvis Snapseflasken. "Lærken", en blaa knupret Halvpægleflaske, sad altid i den venstre Bukselomme, for Jens arbejde uden Trøje. Jens Klokker havde hurtigt tilegnet sig Dygtighed i at støbe Blytavl af Kirkens gamle Bly, saaledes som han havde set Blytækker Jensen gøre det i Kirkens Materialhus, hvor der var Ildsted. Om Blytavlene blev tykke eller tynde, toges der mindre Hensyn til en Tid, da Bygningsvæsenet ikke stod synderlig højt. At oplægge disse Blytavl paa Kirkens Tag havde Jens ogsaa lært, og ofte kunde man se ham siddende højt i Blytækkerstolen, syngende sine gamle Bondeviser, arbejdede lystigt med Trækøllen paa Taarnets Blytag. Rejsende, som vilde bese Kirken, stod da og ventede, til han kom ned fra Taarnet. Forevisningen af Kirken udførte Jens saa godt som nogen. Han kunde Klokker Schives gamle Manuskript om Domkirken udenad og tog aldrig fejl. Kun kom der et lunt Smil paa hans Ansigt, naar han fortalte om fortsættes 4483-4485