den store Lindorm, som fandtes aftegnet paa Biskop Ejler Stygges Ligsten. Denne Orm skulde have omslynget Taarnet, hvorfor Biskop Ejler gik op med Glarmesterstolen - og dræbte Ormen med et Spyd. Derfor var Ormen til Erindring afbildet paa Biskoppens Ligsten - men den troede Jens Klokker ikke paa. Han havde en anden Fortælling om en stor Mursten, som laa paa en Tværbjælke bag Alteret. Denne Munkesten skulde i sin Tid være faldet ud fra Hvælvingen over Sakristiet og ihjelslaaet tre Studenter, som sad og spillede Kort ved det runde Bord, som stod der. Stenen laa der i mange Aar, men senere forsvandt den og blev da erstattet med en gul, tynd Flensborg-Klinke. Jens Klokker havde sine store Øjeblikke ved de fornemme Begravelser, naar han smukt sortklædt rakte Sølvspaden til Præsten, som forrettede Jordpaakastelsen. Da stod der Glans om ham. Han kendte Domkirken ud og ind, og hans Mod til at gaa omkring i Kirkens højeste Partier steg til Dumdristighed. Under den svære Orkan i 1822, da det ene af de østlige Taarne blæste ned. var Jens flere Gange oppe for at rapportere om Taarnets Vaklen, sidste Gang en halv Time før det Faldt. Jens var Paalideligheden selv, og hans Ringen med Klokkerne fortsat 4483-4485