Henfarne dyrebare Røygaard! Du er ikke længere i blandt os; med dyb Veemod føle Alle, som kiendte Dit Værd, Tabet af Dig. Du var øm Ægtefælle, Kiærlig Søn og trofast Ven. Dine Pligters Opfyldelse som Borger, Mand, Ven og Menneske var dig kiær, Din Vandel var skyldfri som din Siel, derfore lønnedes Du her veed Alles Agtelse og Kierlighed, derfore nyder Du nu hisset den Retskafnes Løn: himmelsk Fryd, reen Salighed. Smertelig var Efterretningen om Din Død, mit Hierte blødte og mit Øie vædedes med Taarer; thi Du, Forklarende! var mig inderlig kiær. Det venskab