Til Valdemar Thisted Saa frygtsom, bly jeg stod, jeg næppe voved At nævne, hvad der rørtes i mit Bryst. Da løfted din Digterhaand mit Hoved og peged mod Lysets høje Kyst; Da samlede Dis trindt i Støvets Dale I Blomsterdufte og i Fuglekvad Alt hvad der kunde Idealet male Med Farverigdom som paa en frigjort Jord. Da aabnede Du Sjælens Tause Fængsel Og løste Tungens alt for stramme Baand. Da hæved Du Sløret for min Længsel og lærte mig med mild men sikker Haand See, derfor i din Krands et Blad jeg binder