Weis stod i min Barndom for mig som Indbegrebet af al Lægedygtighed. Jeg saa op til ham med ubegrænset "Tillid", og han behandlede mig baade under min lange Hoftebetændelse og min senere Brystsvaghed. Han og hans Brødre var Ungdomsvenner af min Fader og han Søskende. De sagde dog "De" til de yngre, en var "Dus" med Onkel Edvard. Chr. Weis havde en underligt barskt Væsen, vistnok oprindeligt af Forlegenhed. En Gang, da Tante Line var syg, skulde hun have en Moxe paa Knæet. Da