I Forslag angaaende Dødes Brgravelse Den Ærbødighed, Menneskene fra Oldtiden have havt for de Døde, den saakaldte sidste Ære, man paa forskellige Maader har søgt at vise dem, er grundet i en saa naturlig og ædel Følelse, at Ingen vil misbillige den, i hvorvel Forfængelilgheden ogsaa her har spilt en vigtig Rolle. Imidlertid har den sunde Fornuft altid tilraadet at holde Maade i Bekostningerne paa de Døde at de ei skulde vorde for trykkende for de Levende. - Den Fordom, man i andre Tilfælde respektere, bør upaatvivlelig vige for Nødvendigheden og nu troer jeg denne tvingende Nædvendighed er her: En Liigkiste af Fyrrebrædder endog den Simpleste, koster nu hos en billig Snedker 100 Rdr. d.C.; Skulde det ikke nu i mange Tilfælde være Uret mod de Levende at opoffre denne Sum paa de Døde? Naar Udgiften skal udredes af en Fattigkasse; naar - og hvor er dette ikke Tilfældet - Fattigvæsenets Bestyrere savne de tilstrækkelige Midler til de Fattiges klækkelige Understøttelse, naar de med Beklagelse maae lade den Arme gaae uhiulpen fra sig, mon de da uden Harme kunne udtælle 100 Rdr. til en Døds Begravelse? Man har foreslaaet Liigkister af Qviste eller Halm; men hvor faaes de, og hvad koste de ikke? desuden ere de, jeg har seet, ikke smukke og faste: bedre synes mig det var, at sammenslaae nogle Stænger af Elletræe, Bøg eller andet i Form af en Kiste; dog ogsaa dette Middel savnes i mange Egne og er dog ufuldkommen Erstatning for en Kiste. Jeg vover derfor - al Ærbødighed for et Menneskes afsiælede Legeme uforkrænket - at foreslaae: at man skulde anskaffe sig for hvert Sogn en eller 2 smukke Liigkister, hvori Legemet kunde lægges, net indsyet i Paklærred, eller hvad man har, og henbæres til sit Hvilestd og da udtages og ordentlig nedlægges i Graven. Legemet er jo kommet af Jord og skal fortsættes ....