(1870erne) (A. H. Winge) Havde nogen opdaget Ild, saa gjaldt det naturligvis først og fremmest om at faa Beboerne purret ud og derefter at finde en af de faa Patrouillebetjente; saa skingrede Trillefløjterne gennem Byen, Vinduerne kom op og "hvor er Branden?" raabtes ud. En nævenyttig Mand begav sig til Domkirken, hvor et reb til Stormklokken kunde løsnes i et Skab ved Taarnets fod, men undertiden havde Vægterne i Taarnet mod Sædvane ikke sovet og havde selv sat Stormklokken i Gang. Nu var Byen vækket, og snart begyndte et Utal af Vandtønder paa Slidsker, hver trukket af een Hest at indfinde sig, og man kunde høre Sprøjterne, trukket af brandraabende Folk, der altsaa havde haft Mødested ved Sprøjtehusene. Brandcorpsets Officerer og Ordenskorpset kom nu ogsaa til, saa Slukningen kunde begynde, hvis der var mere, som kunde brænde, og saa hørte man endelig Trommemanden langt ned i Gaden. Bommelummelummelom- Brand! Byens Borgere blev stillet ind i Rækkerne og langede Brandspandene fra Haand til Haand; Brandspande skulde der være i alle Huse, men mange var mest tilbøjlige til at skjule deres, naar der var Ildebrand i nærheden, for det var altid vanskeligt at faa sine Spande igen, naar alt var overstaaet. Det hele foregik under Kommandoraab, Hylen og Opsang fra dem, der trak Sprøjterne. Branden var en Begivenhed, der i lang Tid var Samtaleemne i Byen. Materiellet var vel heller ikke godt (se Fr.Visbyes Tegninger).