Man maae tilstaae, at Hr. Roats Ascension er et mageløst, ja høitideligt Skue, og at han selv uden al Tvivl er En af vor Tids første og dristigste Konstnere i sit fag. I Onsdags udførte han Vovstykket, i en utallig Mængde Menneskers Paasyn. Linien var spændt fra Midten af det store Torv og over Raadstuen til Domkirketaarnet, 140 Alen lang og over 50 Alen høit. Paa denne spadserede og løb han flere Gange frem og tilb. fixerede Tilskuerne af og til ved at lade som han snublede, ja gik endogsaa et Stykke langt paa Knæerne. Iført den pynteligste Ridderdragt gik den Forvovne saa sikkert paa sit Toug som en Anden paa sit Stuegulv, og sagde, bl.a., ned til de ængstelige Tilskuere, hvoraf mange, især Damerne, ei vovede at see op til ham: "Vær ikke bange for mig, her er jeg hjemme." Og det stadfæstede han over al Maade, især i Gaar, da han gav sin anden Ascension. Med Tørklæde for Øjnene og en Sæk over Hovedet bunden fast om Livet, udførte han den, til tilskuernes høiste Forbavselse. En overmaade stor Mængde Bønderfolk var komme ind fra Landet for at see denne vidunderlige Fart, og nogle ytrede høit, at det umuligt kunde være andet end Øjenforblindelse.