Pelikaner og Lamaer Aarhusianerne havde i gamle Dage kun faa og oftest yderst beskedne Fornøjelser. Til Gengæld nød man dem intensere og for saa vidt altsaa med større Udbytte, end det vel er Tilfældet med vore Dages brogede, hektiske Forlystelsesliv. Teatret var sikkert Hjertebarnet blandt de forskellige Adspredelser. Der kunde gaa Maaneder mellem de rejsende Selskabers Besøg, men naar de kom, mødte Publikum op til hver Forestilling. Der spilledes gennemgaaende hveranden Aften, men da den enkelte Forestilling i Reglen kun blev givet én Gang, var der Lejlighed til at gaa i Teatret tre Gange om Ugen - og det gjorde mange i de Uger, Skuespiller-Besøget varede. Men Linedansere og Beridere var ogsaa velkomne, og i 1843 opholdt et Menageri sig i Aarhus i flere Maaneder, aabenbart til stor Fornøjelse for alle Parter - undtagen maaske Dyrene. I Avisen noteres omhyggeligt Familibegivenheder indenfor det lille Dyre-Samfund: Den 16. Marts nedkom Hun-Lamaen lykkeligt med en levedygtig Unge, og den 14. April beklages Pelikanens Dødsfald. Dens Tab vurderedes af Menageriejeren, Hr. van Dinter, til 200 Rdlr. Da Menageriet i Slutningen af April skal drage bort, indrykkes en Annonce i denne Anledning, Hvori Hr. van Dinter "beder Enhver, som maatte have noget tilgode, enten hos mig eller hos mine Folk, personligt inden min Afrejse at melde sig". Og han fortsætter umiddelbart - uden vist at være klar over, at Ordet tillige her let faar en lumsk Dobbeltbetydning: "Tillige fodres samme Dags Eftermiddag Kl.4 for sidste Gang Bunaconda eller Landkæmpeslangen med en levende Kanin. Fodringen fortsættes på 80-517