Den gamle ”søndre” Kirkegaard. Barnepigens Tur med Børnene gik (i 1860erne) til Kirkegaarden. ”Her var der hundreder af Rosenbuske, som blomstrede over alle Gravene og strøede de hvide Blade over dem. Her var en dejlig Legeplads, tilmed havde en Kagekone taget Stade paa en af de flade, udhugne Gravsten; en uhyre Helgolænder paa Hovedet og et stort Bomuldsforklæde var hendes Uniform, to mægtige Kurve bar hun paa, de vare bedækkede med sort Voxdug, men nedenunder var lækre Skillingskringler. Paa en af Gravstenene stod ”Warte mir, bald ruhest auch du!” Dette var i Aarevis mig en Gaade. Min lille Veninde Annathea Holst spurgte senere sin store Bror, vel 12 Aar, om hvad det betød. ”Det er Latin”. var Svaret; han gik jo i Latinskolen, og vi var for imponerede til at spørge videre; senere viste det sig jo at være Goethes skjønne Ord til Schuberts ikke mindre skjønne Melodi. Navn var der ikke paa Graven, men noget fortælles der jo om en ædel Sjæl.