Og da Dit Øies Lys brat sluktes ud, Dog blev Din Tillid og Din Troe den samme; Thi lige klar Din Aande den indre Flamme I Nattens Mulm sig hævede mod Gud. Alt længe bøjet under Tidens Haand Du skued Dødens Komme glad og rolig, Din Time slog - til Freden gik din Aand Og Støvet sank i Gravens stille Bolig. Saa synker Solen ned bag Høiens Rand Naar den med Purpur Vestens Himmel maler Og smiler venlig over Søe og Land End skiøn og herlig selv i det den daler. Hvil gode Olding! Hviil i stille Fred! Du tog hver Oldings Agt med Dig i Graven Held hver som Du, ved Livets sidste Fied Kan Hæderkronet lægge Vandringsstaven! H. H. Blacke