Fortsat fra Seddel 173-1. Man ængstes ej for store Renter, og aldrig siges Penge op - Naar Byger Tog paa Landet henter, Saa siger Skipperen kun: stop! Man nyder Pølse, Steeg ogh Kringler Man stander fast naar Smakken svinler, Man bryder sig om ingen Ting. Man bliver flau og bange Paa Land for hver en Smule Ting, Snart findes Snørliv Folk for trange, Snart er man livløs af et Sting - Her er man søesyg, eller ikke, Livet renses, de andre drikke, Ved Kallundborg er man rask igien. Det var efter mange Krydsninger endelig mueligt for os at naae Sjælland, og fra dette Øieblik af levede Passagererne mærkelig op - Enhver pudsede og glædede sig .... Skibsdrengen hentede en vel kreppet Heste- haars Paryk, som Skipperens Hoved logerte sig ind i, samt to Støvler, hvori hans Been plumpede, og en æ- drue Lods og to ditto saa fulde af Brændeviin som en sunket Baad af Vand, kastede deres Legemer ind paa Dækket under de forfærdeligste Eeder, der alle smag- te meget sjællandske - Seilene bleve strøgne: man lod- dede bandede, bleve urolige med eet: og vi gleede ind mod Skibsbroen i Kallundborg.