kneb det med Besøget; også da ”Svend Dyrings Hus” optoges paa Spilleplanen. Stykket gjorde Lykke, anerkendtes af Kritiken osv., men det store Besøg udeblev. Direktør Cortes begyndte at se sort paa Situationen, han havde store Udgifter til sine mange første Rangs Skuespillere, og Indtægterne vilde paa ingen Maade holde Trit. Han saa sig derfor om efter en Redningsplanke, og hans Øje faldt paa, ”Ridderen af Randers Bro”, som netop var kommet op i København og gjorde umaaelig Lykke der. Cortes fik Stykket over og læste det, men rystede paa Hovedet og erklærede, at han ikke vovede det kostbare Udstyr paa et saa tarveligt Stykke. Fru Cortes var dog af en anden Mening og satte alle Sejl til for at formaa sin Mand til at købe Stykket. ”Der skal en Formue til for at holde det gaaende med dit store Budget og de usle Indtægter”, sagde hun; ”spring hellere ud af denne kritiske Stilling end forgaa i den”. Og ”Ridderen af Randers Bro” kom op; der blev ofret 5-6000 Kr. paa Iscenesættelsen; dengang en vældig Sum. Der var helt nye Dekorationer og Dragter efter de originale Tegninger fra Casinos Opførelse i København, og Aarhus var imponeret, overgav sig paa Naade og Unaade. Det var ellers den Gang Skik at have et stærkt vekslende Repertoire, helst et nyt Stykke hver Forestillingsaften - kunde det samme Stykke opføres 4-5 Gange under Selskabets ophold i den enkelte By, var det Sukkes. Men med ”Ridderen af Randers Bro” gik det helt anderledes. Stykket opførtes uafbrudt, Aften efter Aften, ialt 25 Gange, sikkert første gang et saa stort Antal Opførelser er opnaaet i Aarhus for et enkelt Stykke. Og for Direktør Cortes var alle Bekymringer forbi, ”Ridderen af Randers Bro"