Teaterkritik paa Vers. Teaterinteressen var stor i gamle Dage; Teateret var jo den Fornemste af de yderst faa offentlige Forlystelser, vore Oldeforældre havde til Raadighed. Man ser da ogsaa, at Datidens Publikum i Dagbladene tager levende Del i Teaterbegivenhederne, indsender Forslag om at tage bestemte Stykker op eller priser en Yndlingsskuespiller eller–Skuespillerinde velmente Vers. Den officielle Kritik var derfor ogsaa meget lemfældig. Provinsen var nøjsom i sine Krav, bl.a. fordi der var saa uhyre ringe Mulighed for at fremtrylle bedre Skuespilkunst. Ofte kunde et Stykke kun spilles en enkelt Gang; naaede man op paa 3-4 Opførelser, var det Knaldsukces. Præstationerne kunde under disse Forhold ikke blive ideelle; men man gjorde sit bedste paa begge Sider af Rampen; Skuspillerne sled for Livet, et tarveligt Udkomme, og Publikum mødte med frisk Modtagelighed og aabne ufordærvede Sind. Efterfølgende Teater-Kritik paa Vers, taget fra ”Aalborg Avis” 1852, viser da ogsaa – med en enkelt Undtagelse- stor Spagfærdighed i sin Andel. Og dog kan det vel siges, at hvis spillet i det rescenserede Stykke – Vaudevillen ”For Alvor” – har været lige saa slet som Versene, kunde der være al Anledning til at tage haardere fat. De omtalte Skuespillere tilhørte Millers Selskab, som ogsaa regelmæssigt i mange Aar spillede i Aarhus. Teaterdirektør Miller var en Aarrække Ejer af det gamle Aarhus Teater. Madam Lewini med sin yndefulde Stemme, der er paa Scenen saa aldeles hjemme, forstaar i denne ret taknemmelige Rolle den alt erhvervede Yndest fast at holde.