Skolebakken Hvorfor den ganske almindelige Gade, som gaar forbi Katedralskolen, hedder Skolebakken, vil de yngste have vanskeligt ved at forstaa. Vel er der en Skole, men en Bakke findes der end ikke Antydning af. De lidt ældre vil huske, at den sidste Rest af en spagfærdig Bakke forsvandt for en Snes Aar siden. Men af nulevende er der næppe mange, som mindes den rigtige Skolebakke, Promenaden langs Rektors Have hen til Sct. Olufs Kirkegaard, en veritabel Bakke, en Skrænt lige ud til Havet, hvis Bølger plaskede og blinkede venligt ved dens Fod om sommeren, men om Vinteren rejste sig truende og brølende og aad Stykker af den. - Paa Skolebakken trak Rektor Stougaard frisk Luft om Morgenen, iført Slobrok og lang Pibe, i Frikvartererne tumlede Skoledisciplene derude, om Eftermiddagen spadserede Byens Folk der og nød den smukke Udsigt over Bugten, og om Aftenen sværmede Ungdommen paa Skolebakken og saa Maanen staa op bag Mols Bjerge - Aarhus' "Langelinie" kaldtes Skolebakken, og den var virkeligt midt i forrige Aarhundrede meget yndet af Aarhusianerne. Ganske vist var de nærmeste Beboere tilbøjelige til at benytte Skrænten som Affaldsplads for deres Skraldespande, men saa rykkede der ogsaa gerne en vred Mand frem i Avisen for at værne om den kære Skolebakke - undertiden paa Vers. Et saadant Indlæg fra 1856 giver desuden et udmærket indtryk af Skolebakkens store Betydning i Byens Liv: Til den ærede Skjønheds-Comitee (hvis der ellers er nogen). Hvad Skolebakkens Brøde er, det kan jeg ei begribe. Siig, kjære Comitee, hvorfor at der hvor før sin Pibe I Aftenstundens Ro man nød og mangen Ting forhandled'. fortsættes på 48-521